Badehotellets forfattere med stor afsløring om sæson 10
Efter halvandet års pause er optagelserne til den sidste sæson af ”Badehotellet” nu gået i gang.
I en pressemeddelelse oplyser TV 2, at sæson 10 kommer til at foregå i 1946 – året efter, at den niende sæson sluttede.
Der er også nye ord fra forfatterparret Stig Thorsboe og Hanna Lundblad, og de kommer med en stor afsløring om den allersidste sæson.
- Vi kan love et gensyn med alle dem, seerne kender, men også et møde med nye karakterer, lyder det fra forfatterne i pressemeddelelsen.
Rusker op i tingene
Det er efterhånden en tradition, at der dukker nye ansigter op i ”Badehotellet” i hver sæson, og sådan bliver det altså også i sæson 10.
Men de nye karakterer bringer ikke kun fred og idyl med sig til hotellet.
- De vil komme til at ruske grundigt op i det lille hotel, før trådene forhåbentlig redes ud, siger forfatterparret, som sætter flere ord på den kommende sæson:
- Vi begynder i sommeren 1946, hvor verden er ved at åbne sig på ny, og nye planer fødes, selv om besættelsestiden stadig spøger i kulissen.
Den nye sæson, der bliver på otte afsnit, får premiere på TV 2 i 2024.