Nu er det offentliggjort: Denne tidligere Badehotellet-stjerne vender tilbage i sæson 10
Tidligere på året afslørede Merete Mærkedahl, at elskede karakterer ville vende tilbage i sæson 10 af ”Badehotellet” – uden at nævne nogen navne.
Men nu har TV 2 bekræftet i en pressemeddelelse, at der bliver et gensyn med gamle kendinge i den allersidste sæson.
Der er også sat navn på en af de karakterer, som seerne kan glæde sig til at gense på hotellet.
Det er Kitty Hansen, som bliver spillet af 31-årige Andrea Øst Birkkjær.
Her ses hun sammen med Cecilie Stenspil under optagelserne af sæson 10 i Risby Studierne.
Med i to sæsoner
Kitty Hansen var med i sæson 3 og 4 af ”Badehotellet”, hvor hun trådte ind i serien som skuespillerelev.
Her ankom hun til hotellet i selskab med hr. Weyse, som havde lovet at læse med hende hen over sommeren.
Det endte med, at Kitty gjorde et skæbnesvangert indtryk på en af de mandlige stamgæster, nemlig hr. Frigh, som dog ikke lever længere.
Hvad hendes rolle bliver i sæson 10 af ”Badehotellet”, må vi vente med at se, til TV 2-serien får premiere i 2024.