Anmeldelse af Badehotellet afsnit 3: Hvor længe skal vi vente?
Ugen på Badehotellet
Sæson 9 af ”Badehotellet” kom voldsomt godt fra start med en masse spænding, men her halvvejs inde i sæsonen er det som om, at tempoet er sat en smule ned, inden der – forhåbentlig – venter en hæsblæsende afslutning.
Kort resume:
Sarah finder ud af, at hendes bedsteforældre har mistet alle deres penge, og det får straks Weyse til at smide alt for at trøste hende. Han vil dog ikke tage kontakt til politiet for at sætte skub i sagen, og det får hans svenske datter til at vende ham ryggen – til stor glæde for fru Fjeldsø.
Imens er Helene taget til Skagen med fru Frigh, hvor de nyder adskillige timer i selskab med den dameglade og meget ligefremme Bent Ødegaard Andersen i hans sommerhus.
På Andersens Badehotel er hr. og fru Molin ankommet, og han er voldsomt interesseret i at indgå et nyt samarbejde med hr. Madsen. På hotellet bliver det efterhånden sværere og sværere for Amanda at bevare håbet om, at hendes store kærlighed er i live, men det ændrer sig, da hun pludselig finder en masse breve fra Uwe.
Ugens Scene
Da Weyse ankom til Andersens Badehotel i 1928, havde han sin daværende og gravide hustru Sibylle med, men ingen af gæsterne har her i 1945 regnet ud, at han er Sarahs biologiske far. I hvert fald indtil nu, for i afsnit tre lægger hr. Aurland to og to sammen, og han er ikke bange for at dele sin mistanke med netop Weyse, da de to som de første kommer ned til morgenmaden.
Aurland har dagen forinden hørt, at Sarah er næsten 17 år, men idet han skal til at sige det åbenlyse, kommer Otilia ind med kaffen, og Weyse er hurtig til – dramatisk som han er – at tage sin hånd op foran hr. Aurlands mund, så stuepigen ikke får nys om hans store hemmelighed. En hemmelighed, som Aurland har svært ved at forstå, skal være så hemmelig.
Otilia forlader atter spisesalen, og Weyse begynder lystigt at hviske om, hvor svært det er for ham at holde på hemmeligheden, og det virker til, at han er lettet over endelig at kunne dele det med andre end sin kone.
Det er pudsigt, at det er netop Aurland, som er den (første) af gæsterne, der gennemskuer hemmeligheden. Da Aurland i sin tid var gift med Helene, blev hun gravid, men det viste sig siden, at det også her var Weyse, der havde været på spil, og som altså er far til de to sønner, der blev undfanget, mens Helene og Hjalmar fortsat var gift.
Ugens replik
”Ja, det endte med tre børn og en smedje. Dét tror jeg, fru Fjeldsø ville synes, var yndigt”.
Sådan siger Otilia til den håbløse romantiker Edith, som tydeligvis ikke kan se problemet i, at svenske Sarah finder sammen med den unge fiskerdreng, Lauritz. Otilia derimod er mere forstående over for de uskrevne regler om, at man ikke bør forelske sig på tværs af sociale skel.
I de tidligere sæsoner har Otilia ikke haft meget fidus til kærlighed, men noget har ændret sig efter krigen. Hun har fået et mere end almindeligt godt øje til den noget ældre hr. Aurland, og det har Edith gennemskuet.
”Bare det ikke ender med tre børn og en kontorchef”, svarer Edith kækt tilbage, da Otilia siger, at hun vil gå op for at lukke vinduet på værelset hos den tilsyneladende hjælpeløse kontorchef.
Det er (desværre) ikke så meget, vi har set til køkkenpersonalet endnu i denne sæson, men som altid er samspillet mellem Edith og Otilia forrygende. ”Badehotellet” har ændret sig meget gennem de ni sæsoner, men det er noget dejlig trygt over det, når de to kamphaner dukker op på skærmen. For selvom vi har kendt dem i 17 år, er der ikke noget ved deres indbyrdes relation, der har ændret sig, og man bliver aldrig rigtig træt af deres spydigheder og mundhuggeri.
Ugens karakter
Da vi mødte Amanda første gang i 1928, var hun en forkælet teenager, men hun har været gennem en rivende udvikling.
I denne sæson er det savnet og uvisheden om, hvad der er sket den tyske løjtnant, som fylder hos Amanda, og med sit fortrinlige skuespil formår Amalie Dollerup i den grad at få seerne hjemme i stuerne til at heppe på hende og kærligheden.
I afsnit 3 er Amanda nær ved at opgive håbet om at høre fra Kiessling, fordi han ikke har svaret på hendes breve, og det skærer i hjertet at se, hvor meget det påvirker Amanda, da hun efter en samtale med sin mor efterhånden indser, at al håb er ude. Hun har fået vished om, at han var i live sidste sommer, men hvorfor har han så ikke besvaret hendes breve?
Ikke desto mindre vender al håb tilbage for fuld udblæsning, da Amanda finder hans mange breve i en kasse, der har stået i kælderen. Drømmen om, at hendes store kærlighed lever, er i den grad vakt til live igen, og man kan ikke andet end håbe på, at Amanda og Uwe kommer til at se hinanden igen.
Amanda har ikke haft meget held med kærligheden tidligere. Hun var gift med grev Ditmar, der viste sig at være homoseksuel, og undervejs i ægteskabet fandt hun sammen med Max, der forlod hende til fordel for en anden kvinde.
Det er ved at være Amandas tur til at få lidt medgang, og vi er mange, der håber, at den charmerende løjtnant har overlevet krigen og vender tilbage til Andersens Badehotel for at se Amanda og ikke mindst datteren Frida.
Ugens overraskelse
Det er ikke så lidt, Helene har fundet sig i undervejs i sit ægteskab med Weyse, men bægeret er ved at være godt fyldt. I afsnit 2 sagde hun for første gang for alvor fra over for sin mand, og i afsnit 3 står det om muligt endnu klarere for hende, at hun bliver totalt overset af Weyse.
Da hun og fru Frigh er i Skagen, virker hun som udgangspunkt afvisende over for de meget direkte tilnærmelser fra Bent Ødegaard Andersen, og tilbage på hotellet forsikrer hun da også Alice om, at hun aldrig kunne finde på at være utro. Det prøvede Helene, da hun var gift med hr. Aurland, og det var nok for hende.
Men efter at Weyse igen fuldstændig negligerer hende, er der noget i hendes blik, der tyder på, at hun måske kommer til at ændre mening. Det bliver spændende at se, om Weyses manglende situationsfornemmelse skubber Helene direkte i armene på hr. Madsens advokat, og hvilke konsekvenser det i så fald vil have for deres ægteskab.
Ugens undren
1: Hvor længe skal vi vente på et kys?
Den ulykkelige kærlighedshistorie mellem Amanda og Uwe Kiessling er den helt centrale her i niende sæson af ”Badehotellet”, og hjemme i stuerne sidder der formentlig mange seere, der håber på, at de to får hinanden til sidst.
Det på trods af, at vi endnu ikke har set så meget som et uskyldigt kys mellem de to. Og hvorfor har vi egentlig ikke det? Sæson 9 sluttede med, at Amanda tog løjtnanten i hånden, men eftersom der kom en datter ud af det, ved vi jo, at de ikke var hverken uskyldige eller forsigtige, inden de tog afsked med hinanden.
Her i sæson 9 er det indtil videre fortsat uvist, om løjtnanten er i live, men han er alligevel dukket op i en række flashbacks sammen med Amanda. Vi har set dem ligge i hver sin side af sengen, og i afsnit 3 så vi dem helt tæt på hinanden, inden deres afsked i spisesalen, men der blev klippet væk, ligesom man troede, der måske kunne komme et lille kys.
Med andre ord: Hvor længe skal vi vente? Man kan kun håbe på, at det skyldes, at forfatterne bygger op til den helt store forløsning, når Amanda og Uwe forhåbentlig genser hinanden senere i sæsonen.
2: Hvorfor bliver hr. Aurland ved med at feriere på Andersens Badehotel?
Det er efterhånden mange år siden, at hr. Aurland var gift med Helene, men ikke desto mindre holder han fast i stadig at holde sin ferie i Nordjylland – vel at mærke på stedet, hvor hans kone bedrog ham, og hvor Helene i øvrigt stadig kommer med sin mand hvert år.
Det er tilsyneladende ikke noget, kontorchefen lader sig gå på af, men ville det ikke være nemt for ham bare at finde et andet sted at holde sin sommerferie? Det lader ikke til, at det er Vesterhavet, der trækker i ham, og indtil videre lader det heller ikke til, at han har gennemskuet Otilias romantiske følelser for ham, så det er vel heller ikke hendes selskab, der får ham til at vende tilbage?
3: Hvorfor har hr. Madsen ikke gennemskuet Molin?
Hr. Madsen og hr. Molin har efterhånden kendt hinanden i rigtig mange år, og grossereren er da heller ikke ligefrem begejstret over nyheden om, at Molin er tilbage på hotellet, efter han svigtede ham i 1941. Han burde snart have indset, at Molin ikke er typen, der har rent mel i posen, men hr. Madsen bliver igen og igen forblændet af hans tilbud, og lur mig om ikke han kommer til at takke ja til den halve (!) million kroner, som Molin angiveligt har tjent på byggerier i Sverige.
4: Hvordan ved Edith, at Otilia er lun på Aurland?
Kærlighed – og ikke mindst den svære af slagsen - har gennem alle sæsoner været et centralt tema i ”Badehotellet”, og her i sæson 9 har Otilia et mere end almindelig godt øje til hr. Aurland. Det har han dog tilsyneladende slet ikke opdaget, og indtil videre er der heller ikke andre, der har regnet ud, at stuepigen er glad for den lidt triste kontorchef.
Men i mandagens afsnit kom det frem, at Edith altså har luret, at hun er forelsket. Men hvordan ved hun det? Otilia og Edith har været kollegaer gennem mange år, men man har ikke indtryk af, at Otilia lader Edith – eller nogen andre for den sags skyld – komme særlig tæt på. Det er derfor svært at forestille sig, at hun selv har fortalt Edith, hvordan hun har det, men som bekendt er Edith meget observant, og hun har måske selv luret, hvad der er under opsejling? Vi må se, om også hr. Aurland på et tidspunkt indser, at Otilia er blevet glad for ham.
Ugens største cliffhangere
- Lykkes det Amanda og Gertie at opspore Uwe i Harzen, og er han stadig i live?
- Finder Sarah nogensinde ud af, at Weyse er hendes rigtige far?
- Indgår hr. Madsen et nyt samarbejde med Molin, og hvilke konsekvenser vil det i så fald få?
- Hvem har stjålet Sarahs bedsteforældres penge?
- Hvorfor døde Emil Høyer, og var han et tilfældigt offer, som Alice Frigh påstår?
- Er hr. Aurland blevet glad for Otilia, og vil der opstå en romance mellem de to?