Badehotellets Amanda om løjtnanten: Så dyb er deres kærlighed
Det er fire år siden, at ”Badehotellet”s Amanda sidst så den tyske løjtnant Uwe Kiessling, og nu gør hun alt for at opklare, hvad der er sket med hendes store kærlighed og lille Fridas far.
- Jeg tror ikke, at hun føler sig hel uden ham, og hun vil få et puslespil til at falde på plads inde i sin krop, hvis hun får Uwe at se igen, fortæller Amalie Dollerup til BILLED-BLADET og fortsætter:
- Hun klarer sig som alenemor til Frida, men mangler noget i sit liv. Det er den kærlighed og det, de havde sammen, selv om det jo var meget kort, og han kun var der i et par dage.
Ikke en dans på roser
Amanda får hjælp fra Gertie, som tidligere har arbejdet for tyskerne, men som nu arbejder hos Røde Kors i Hamborg. Hun giver Amanda et lille håb om, at hendes elskede løjtnant måske stadig er i live.
- Rent følelsesmæssigt er der noget, som mangler, og det er selvfølgelig Uwe. I fire år har hun tænkt på, hvad der er sket med ham, og hun har et håb om, at han er et sted, som hun bare ikke ved, hvor er, siger Amalie Dollerup og tilføjer:
- Man får senere at vide, at Amanda har sendt en masse breve til Uwe, så det er jo ikke fordi, hun ikke har prøvet at kontakte ham. Det er bare en anden verden end at kunne sende en sms!
”Badehotellet”-stjernen er dog ikke helt sikker på, hvad der vil ske, hvis Amanda og løjtnanten genforenes.
- Det vil nok ikke blive en dans på roser, hvis de mødes igen, og det vil ikke være den totale ”åh, nu er vi bare sammen i fryd og gammen efter anden verdenskrig”!, lyder det med et grin.