Store ændringer på vej: DR laver om på TV Avisen
TV Avisen har i årtier givet danskerne et sammendrag af dagens vigtigste nyheder, men fremover bliver programmet anderledes, og der er i det hele taget flere forandringer på vej i DR’s nyhedsformidling.
Det oplyser kanalen i en pressemeddelelse.
Onsdag har DR premiere på TVA Live, som er et helt nyt tilbud til danskerne set i lyset af, at vores medievaner ændrer sig. TVA Live kan ses hele tiden på DR’s digitale platforme.
- Vi gentænker nu TV Avisen, så den matcher brugernes krav og behov, samtidig med at vi bevarer TV Avisens dyrebare DNA, der har været kernen i vores nyhedsformidling siden 1965. Med et løfte til brugerne om, at TV Avisen fremover altid opdaterer dem på det vigtigste lige nu, sender vi et klart signal om, at TV Avisen ikke længere er noget, man skal sidde og vente på, men er en nyhedsservice, der altid er vågen og opdateret, og som kan tilgås, lige når det passer den enkelte, siger Sandy French, der er nyhedsdirektør i DR.
Fremover vil der fortsat været TV Avisen om aftenen. Udsendelsen klokken 18.30 vil fortsat give seerne en fyldig opsamling af nyhedsdøgnet, mens udsendelsen klokken 21.00 lægger et særligt perspektiv på døgnets vigtigste historie.
Derudover kommer TV Avisen også til at se anderledes ud, idet der kommer et nyt, visuelt udtryk, som skal sørge for et tydeligere slægtskab med dr.dk.
De mange værter, som fremover skal være med til at styrke DR’s nyhedsdækning kan ses herunder.
- Seerne vil se værterne indgå i flere forskellige værtsroller. Nogle gange på TVA Live og andre gange på de faste TV Aviser på DR1 klokken 18.30 og 21.00 eller fra begivenheder rundt om i landet. Det er et stærkt hold af værter, der er klar til at løfte en meget vigtig public service-opgave. TVA skal være det sikre, kendte og troværdige sted, man altid kan søge hen og blive opdateret og få perspektiv på dagens vigtigste nyheder, siger ledende redaktionschef for TV i DR Nyheder Marie Buss.