Michael og Lotte Sejr var i Løvens Hule, men fik ikke en investering: Alligevel jubler de
I sæsonens sidste afsnit af ”Løvens hule”, der blev sendt torsdag, var ægteparret Michael og Lotte Sejr inde og pitche deres virksomhed Denwax.
Det er en virksomhed, der sælger naturprodukter til rengøring, pleje og vedligeholdelse.
Parret endte dog ikke med at overbevise investorerne om, at de skulle investere i virksomheden.
Nu jubler parret over gode nyheder.
Det skriver TV 2.
For siden de medvirkede i tv-programmet, er ordrebogen blevet fyldt godt op.
I marts sidste år havde de 16 ordre. Dette års marts ser helt anderledes ud med hele 1800 ordre.
- Jeg har aldrig været med til noget lignende, fortæller Lotte Sejr, der er medejer af virksomheden med sin mand.
Ægteparret har ovenpå de tusinder af ordrer søgt hjælp hos venner og familie, der giver en hånd med produktionen.
Selv om parret er triste over, det ikke blev til en investering, glæder de sig over, at det har givet omtale at være med i ”Løvens hule”.
Det viser sig også på bundlinjen.
For i marts 2024 har Denwax omsat for omkring 750.000 kroner, mens det i samme måned sidste år var godt 6000 kroner.