Johannes Langkilde og Katrine Muff løfter sløret for dem, der står deres hjerte nærmest
Endelig er det blevet december, og for mange betyder det, at der skal skrues op for julehyggen.
Det gør sig også gældende på tv.
Derfor har DR sat sig for, at julen skal synges ind. Det sker med ”Fællessang synger julen ind”, som Katrine Muff og Johannes Langkilde er værter på.
Men det er ikke kun dem, der skal synge.
De får selskab af Katinka, Martin Brygmann, Malte Ebert, Mek Pek og VILMA.
I forbindelse med programmet løfter værterne Katrine Muff og Johannes Langkilde sløret for netop de sange, der betyder allermest for dem.
Katrine Muff peger på ”Der er noget i luften”.
- Fordi det er en sang, der minder mig om at være barn og den kærlighed, mine forældre har puttet ind i mig gennem julen. Jeg skal gøre mig umage med at synge uden at græde, og det er ikke lykkedes for mig endnu, fordi jeg bliver så rørt hver gang, fortæller hun til DR.
Johannes Langkilde peger på Disney-klassikeren ”Når du ser et stjerneskud”.
- Fordi den er meget opløftende og positiv, og så minder den mig om de mange gange, vi har set ”Disneys Juleshow” med børnene juleaften. Det gør vi stadig, og når sangen begynder, er det for alvor jul for mig, fortæller han til DR.
”Fællessang syger julen ind” kan ses lørdag 2. december klokken 20.30.