Da Tove så et billede af sin søster efter 70 år, gik noget op for hende i Forsvundne arvinger

Søstrene Henny og Tove boede på gaden i begyndelsen af Anden Verdenskrig. De strejfede rundt i byens gader med en barnevogn, som var alt de havde.

De måtte tigge om mad hos bageren for at få noget at spise.

Imens boede deres mor på et kvindehjem, hvor hun ikke kunne have sine børn med. De var overladt til dem selv, indtil de til sidst kom på børnehjem. Her blev de adskilt fra hinanden, men da Henny skreg og gik ud af sengen om natten, måtte de til sidst flytte hende ind på Toves afdeling.

Det fortæller 94-årige Tove i ”Forsvundne arvinger”.

– Hun kom over til mig på min afdeling. Og der holdt vi sammen, siger hun og understreger, at de fandt tryghed i hinanden i en svær tid, hvor afstraffelse var hverdagskost.

Henny kunne ikke klare de hårde forhold.

– Hun var så skadet og nervøs. Hun blev syg af det. Da jeg blev konfirmeret, blev hun fjernet. Det var skrækkeligt, understreger Tove.

"Jeg kunne have ringet til hende"

Da Henny er død, er det Tove, der skal arve hende, da hun er den nærmeste slægtning. Hun har ikke set sin søster i 70 år, da de mistede kontakten til hinanden, da hun flyttede til Norge.

Mette Frisk viser Tove et billede af Henny som en ældre dame, og det gør indtryk på hende.

Med det samme siger hun, at hun ligner deres mor. Og da Mette Frisk fortæller, at Henny på sine ældre dage, har brugt sit liv på at hjælpe og være der for andre, bliver Tove overrasket.

For hun havde ingen anelse om, at Henny var en omsorgsperson. I deres barndom var det hende, der tog sig af Henny.

Det glæder hende, at Tove har formået at skabe sig en bedre tilværelse i sit voksenliv, men hun er ærgerlig over, at de ikke har set mere til hinanden.

– Vi kunne have så meget at dele. Hun kunne have ringet til mig. Jeg kunne have ringet til hende. Det kunne have været hyggeligt, slutter hun.

"Forsvundne arvinger" kan ses hver mandag kl. 20.00 på DR eller på DRTV.