Anne Hjernøe er enig med seerne: Hvorfor skulle vi vente så længe?
Det var efterhånden blevet en tradition, at hvert afsnit i ”Anne og Anders”-serien sluttede til tonerne af Alberte Windings hit ”Lyse nætter”, men sådan skulle det ikke være i den nye sæson.
I ”Anne og Anders i Canada” har seerne måttet undvære den populære sang – lige indtil nu.
Søndag aften løb det femte og sidste afsnit over skærmen, og endelig fik seerne deres store ønske opfyldt.
- Er det Alberte?, spurgte Anders Agger sin gode ven Anne Hjernøe, da de til sidst i programmet stod i Nova Scotia og reflekterede over deres Canada-rejse.
- Kan du høre hende?, lød det med et smil fra tv-kokken, mens ”Lyse nætter” tonede frem.
Herefter begyndte Anne og Anders at synge ”Nu kommer fuglene igen”, men pludselig måtte tv-kokken lige afbryde med et undrende spørgsmål.
- Hvorfor skulle vi vente så lang tid med at høre den?, lød det fra Anne Hjernøe, som straks begyndte at synge med på Albertes sang igen.
Og mon ikke, der er mange seere, som er enige? Det var også tydeligt at se, at Anne og Anders nød at høre den velkendte melodi.
Tv-duoen kan nu se tilbage på et eventyr, hvor de rejste 5000 kilometer tværs over Canada, igennem fem tidszoner og fem provinser.