22. aug. 2013
Af af Juliane Olsen, NewsDesk, Aller Media

Susanne Breuning: Derfor viste jeg bryster på film

Susanne Breuning
Susanne Breuning
Foto: AOP
Skuespilleren Susanne Breuning medvirkede i film i de løsslupne 70’ere, hvor nøgenhed var noget helt almindeligt.

Nøgne bryster alle vegne på stranden og på filmlærredet, pornoblade på de nederste hylder i kiosken og gruppesex i flæng. 1970’ernes seksuelle frigjorthed er en saga blot, men for den 61årige skuespiller Susanne Breuning er den et varigt minde. Hun har medvirket i de erotiske lystspil I tyrens tegn og I tvillingernes tegn, og har selv optrådt med nøgne bryster i film, hvilket var noget helt naturligt dengang.

- Tiden bar præg af den seksuelle frigørelse og pornoen. Man kunne lige være ude, og så var der nogen der strippede der, og så var der lige nogle andre, der lå og knaldede der. Det var da bare sådan: ’Nånå.’ Jeg har da også haft nøgne bryster på film, og det var da sådan, at hvis man sagde nej til det, så var man da underlig. Det kunne bare lige være sådan en ide, instruktøren fik om, at det kunne da passe godt ind, hvis man lige kom gående nøgen forbi der, siger Susanne Breuning.

LÆS OGSÅ:

Hun er så opflasket med 70’ernes frigjorte tidsånd med sene nattefester og manglende bornerthed, at hun i dag skal minde sig selv om, at tiden er en anden, når hun for eksempel står i et omklædningsrum. Der er da også sket noget med kroppen, som Susanne Breuning ikke altid er lige begejstret for.

- Man ærgrer sig da nogle gange, men der er jo ikke noget at gøre ved det. Man må jo sørge for at gøre de ting, man kan som at få nok søvn, cykle og træne. Så er der jo nogle der vil løftes lidt, og det synes jeg også er helt fint, men jeg synes nu, det er godt at se, at folk har levet, siger Susanne Breuning.

Er nået langt

For at holde vægten har skuespilleren droppet hvidt brød, hvidt sukker og smør, selv om hun elsker sidstnævnte. Og så er Jane Fondas træningsvideoer med til at holde Susanne Breuning i form, fordi dansetræningen er blevet for hård, men også Pilates og vægtløftning står på programmet. Alt sammen er det med til at holde hendes livsglæde ved lige.

- Livet er en blomsterbuket med mange facetter, men man skal også huske at holde vandet rent. Man skal huske at passe på sig selv, undgå konflikter, og at fylde livet med positive ting. Man skal glædes ved tingene, og gøre noget i stedet for bare at snakke om det. Gør noget! Fyld dig med glæde! Stop brokkeriet, og gør bare noget i stedet for, siger Susanne Breuning.

LÆS OGSÅ:

Hun kan i dag se tilbage på en alsidig karriere, der har altså har budt på alt lige fra sengekantsfilm, talrige revyoptrædener og senest en rolle i thrilleren Kongekabale. Susanne Breuning er af den opfattelse, at hjælpen også er kommet ovenfra – noget hun har med fra sin tid i katolsk skole.

- Det er gået bedre, end jeg havde forventet. Jeg er enormt alsidig i dag. Jeg kigger op i himlen og siger tak. Jeg elskede nonner, da jeg var barn, og ville faktisk selv have været nonne. Jeg lå ofte på knæ og bad. I dag siger jeg mest tak i mine bønner, for jeg tror, at livet handler meget om, hvad man selv gør. Det er meget rart at tænke på. Jeg er en enormt heldig person, fordi jeg tror på det, siger Susanne Breuning.

Skuespilleren skal den 25. august være konferencier ved Tivoli Blomster Show 2013, hvor en række danske, svenske og norske blomsterdekoratører kæmper om at vinde førstepladsen i konkurrencen.

Læs mere om: