Mette Walsted tilbage fra barsel i nyt job
Når Mette Walsted Vestergaard om to uger vender tilbage fra barsel, skifter hun fra TV Avisen til Radioavisen. Det skriver bt.dk.
Det er slut med at vise sig frem på TV-skærmen , I stedet flytter Mette Walsted Vestergaard ind i P4 studiet hvor lytterne fremover kan høre hendes stemme i Radioavisen, sammen med den nuværende vært Ole Tøpholm.
- Jeg har altid haft en drøm om at komme på Radioavisen, og nu fik jeg buddet, siger Mette Walsted Vestergaard til bt.dk.
Mette Walsted Vestergaard blev vært for TV Avisen i 2006, efter at hun i fem år havde været mere anonym medarbejder på DR Nyheder Online.
I 2010 fik hun fik barn med Anders Fogh Rasmussens tidligere spindokter, den 10 år ældre Michael Kristiansen. Parret blev dog skilt i starten af 2013.
Mette Walsted Vestergaard fortæller, at hun har været glad for at være på TV Avisen, men at radiomediet altid har trukket i hende.
- Alle, der har prøvet at lave radio, ved, at det er det sjoveste medie. Jeg er lidt en sprognørd, og det eneste man har på radio er sit sprog og sin stemme, siger Mette Walsted Vestergaard.
Mette Walsted Vestergaard starter på Radioavisen den 2. september.