James Price om Tivolirevyen: Det er som at komme hjem

Den 1. juni har Tivolirevyen premiere, og der er allerede solgt så mange billetter, at holdet har udvidet spilleperioden til den 5. august.

Bag musikken i revyen står kapelmester James Price, 63.

– Det er fantastisk. Tivoli har været en stor del af mit liv, siden jeg blev født. Jeg er opvokset på Reventlowsgade lige over for, så Tivoli var min barndsomspark. Jeg er kommet her, siden jeg var spæd, og jeg er kommet her ofte.

Blandt andet har han komponeret musikken til en række af H.C. Andersens balletter på Pantomimeteatret, hvor dronning Margrethe har skabt scenografi og kostumer.

– Det er som at komme hjem! fortæller han med en vis nostalgi i stemmen til BILLED-BLADET.

Det var en joke

Faktisk er det James, der er primus motor for, at Tivolirevyen er genopstået.

Og det startede som en joke!

– Da Lisbet i 2020 besluttede sig for at stoppe året efter Ulf – hvilket er helt forståeligt … det er en lang sæson, og der bliver spillet mange forestillinger … Nåmen, så spurgte jeg hende, om hun skulle på pension. Om hun nu skulle sidde derhjemme eller i sommerhuset. “Det kan jeg slet ikke. Jeg skal lave noget og holdes i gang”, sagde hun. Så sagde jeg: “Jamen så laver vi da revy i Tivoli – haha!”

– Men da det så kom dertil, at jeg ikke skulle være i Cirkusrevyen længere, ringede jeg til Lisbet og spurgte: “Kan du huske, vi pjattede med det der …? Skulle vi prøve?”

Og den idé gik de videre med!

James Price: Jeg har været vanvittigt heldig

James valgte ikke selv at stoppe i Cirkusrevyen.

Han fik ganske enkelt bare ikke tilbuddet om at være kapelmester i år.

– Der var et naturligt generationsskifte. Lisbet inviterede mig derud i 1995. Jeg var der også i 1997, og så kom jeg derud igen i 2002 og har kørt parløb med Lisbet lige siden. Man samler jo et hold omkring sig. Hun havde først Ulf Pilgaard og Claus Ryskjær, og de havde deres fasttømrede trio. Og så kom jeg og blev en del af det.

James blev ikke ked af ikke at få tilbuddet igen.

Faktisk tror han, at det var godt, han ikke fik det.

– Man må huske på, at man er jo ikke livstidsansat. Og jeg har bare været heldig, at jeg har været med i så mange år. Men når man har været et sted i så mange år, får man nogle helt faste rutiner i året: Nu er det tid til det, nu skal der laves program, nu skal vi i gang … Og den der årshjulsfornemmelse fik lige et ryk – hvad skal der nu ske? Jeg har været vanvittigt heldig, men det er nok sundt nok at få brudt de rutiner, siger han og tilføjer:

– Så kan man gøre to ting: Man kan sætte sig og glo på telefonen og vente på, at nogen ringer. Eller man kan selv gribe telefonen.