Lisbet Dahl og James Price om Tivolirevyen: Vi troede ikke rigtigt på det
James Price er primus motor for, at Tivolirevyen er genopstået.
Og det startede som en joke!
– Da Lisbet i 2020 besluttede sig for at stoppe året efter Ulf – hvilket er helt forståeligt … det er en lang sæson, og der bliver spillet mange forestillinger … Nåmen, så spurgte jeg hende, om hun skulle på pension. Om hun nu skulle sidde derhjemme eller i sommerhuset. “Det kan jeg slet ikke. Jeg skal lave noget og holdes i gang”, sagde hun. Så sagde jeg: “Jamen så laver vi da revy i Tivoli – haha!” fortæller James Price til BILLED-BLADET.
– Men da det så kom dertil, at jeg ikke skulle være i Cirkusrevyen længere, ringede jeg til Lisbet og spurgte: “Kan du huske, vi pjattede med det der …? Skulle vi prøve?”
Lisbet Dahl: Jeg troede ikke, der ville ske en skid
Da Lisbet Dahl og James Price begge forlod Cirkusrevyen, fulgte de op på den interne joke, der havde kørt imellem dem: At de skulle genoplive Tivolirevyen.
– Vi ringede til Tivoli og spurgte, hvad der skulle ske i Glassalen i 2023, og jeg regnede sådan set med, at vi ville få at vide, at de disponerede fem år frem, og at her ville være optaget, fortæller James.
– Jeg troede ikke, der ville ske en skid! ler Lisbet og fortsætter:
– Men fem dage efter havde vi et møde herinde, og så skal jeg lige love for, at det gik stærkt! Vi troede ikke på det – det var bare en joke!
– Men vi var lige kommet ud af corona, og alt var skrøbeligt og vaklende, så de vidste faktisk ikke, hvad der skulle ske i Glassalen, siger James.
Nu skal det op at stå
Nu står makkerparret endelig på dørtærsklen til premieren, og i den anledning plantede de forleden et oliventræ i Tivoli.
– Det er ikke mig, der har fundet på det med træet. Men vi bruger det som symbol på, at nu flytter vi ind. Jeg ved ikke, om jeg skal være en del af traditionen – nu skal vi lige have det her op at stå først, slutter Lisbet.