Se billedet: Jonas Vingegaard overrasket med hemmelig fejring
Det er snart fire uger siden, Jonas Vingegaard kørte over målstregen i Paris som vinder af årets Tour de France, og nogle dage senere vendte han hjem til Danmark, hvor han blev modtaget som en folkehelt.
Danskerne er vilde med den 25-årige cykelrytter, og fejringen fortsatte fredag 19. august.
Tour-sejren mejslet i sten
Sidst på formiddagen afslørede Skives borgmester, Peder Christian Kirkegaard, i al hemmelighed den æresflise, Jonas Vingegaard nu har fået på Rådhustorvet i Skive.
Cykelrytteren var meget beæret og taknemmelig over den fine markering af Tour-triumfen.
Jonas Vingegaard: Ubeskrivelige uger
- Jeg er virkelig glad for, at min hjemkommune har valgt at hylde mig på denne måde. Det har været nogle ubeskrivelige uger, og selv om Tour-feberen er ved at have lagt sig lidt, sidder følelsen fra festlighederne i forbindelse med fejringen stadig i kroppen. Men det er noget helt særligt med denne flise, der er blevet lagt i min hjemkommune, siger en glad Jonas Vingegaard i en pressemeddelelse.
Cykelrytteren bor i Glyngøre sammen kæresten Trine Marie Hansen og datteren Frida.
Det er ikke tilfældigt, at det var netop fredag 19. august, at Jonas Vingegaard fik sin sten på rådhustorvet.
Samme dag køres nemlig fjerde etape af PostNord Danmark Rundt, og etapen både starter og slutter i Skive By.