18. aug. 2022
Af Laura Dalgård Hansen

Jonas Vingegaard har haft det hårdt efter Tour-sejren

Jonas Vingegaard
Jonas Vingegaard
Foto: Jesper Sunesen
Jumbo-Vismas sportsdirektør fortæller nu, at Jonas Vingegaard har haft det hårdt, efter han vandt Tour de France for nogle uger siden.

2022 har budt på endnu en fantastisk sportssommer, hvor hele Danmark er kommet på fornavn med Jonas Vingegaard.

Den 25-årige cykelrytter kørte over målstregen i Paris iført den gule førertrøje og vandt på imponerende vis årets Tour de France.

Vildt hyldest i Danmark

Nogle dage efter vendte han retur til Danmark, hvor han for alvor fik sin nye heltestatus at mærke: Danskerne kunne ikke få nok af Jonas Vingegaard, og han blev hyldet på både Rådhuspladsen, i Tivoli og hjemme i Glyngøre.

Mange danskere havde derfor også håbet, at han ville være at finde i dette års PostNord Danmark Rundt, der køres i denne uge.

En svær tid

Men Jonas Vingegaard er ikke med. Hans hollandske hold Jumbo-Visma ville gerne have vist ham frem i løbet, men der var andre hensyn at tage.

Det fortæller sportsdirektør Frans Maassen til Ekstra Bladet.

- Jeg forstår godt, at tilskuerne gerne vil se Jonas, og jeg talte med ham om det i går. Man han har haft det meget hårdt efter Touren. Vi ville gerne have vist ham frem i dette løb, men vi må også have forståelse for, at det har været hårdt at vinde Touren og med alt det, der fulgte efter, siger han til avisen.

Læs mere om: