Rørt Rufus Gifford: Det er en stor dag
Rufus Gifford tog Danmark med storm, da han under Barack Obamas præsidentembede blev den amerikanske ambassadør i Danmark.
Da Donald Trump vandt præsidentvalget, kunne Rufus Gifford ikke være ambassadør mere.
Siden har han arbejdet tæt med Joe Biden i valgkampen, og nu kan han se, at arbejdet bar frugt.
Rørende dag
Onsdag morgen var Rufus Gifford med på en direkte forbindelse i "Go' morgen Danmark". Her gav han udtryk for, hvor stor en dag, det er for ham.
- Det er meget emotionelt for mig - vi har arbejdet hårdt for det her, sagde Rufus Gifford i programmet.
Senere på dagen - klokken 18.00 dansk tid - kan Rufus Gifford se sin gode ven Joe Biden blive indsat som Amerikas præsident.
Uvis fremtid
I morgen-tv fortæller Rufus Gifford, at han og manden Stephen skal opleve indsættelsen hjemmefra deres bolig i Massachusetts, selv om de hellere end gerne ville have været i Washington D.C.
Der bliver også spurgt til, hvad Joe Bidens præsidentembede kommer til at betyde for Rufus Giffords fremtid. Men hvad han skal i fremtiden, vil han dog ikke helt afsløre.
Han har altid udtrykt, at han elskede sin tid i Danmark - særligt fordi han blev gift med Stephen her - men det vides endnu ikke, om Rufus Gifford vender tilbage.