Rufus Gifford skal hjælpe med at vælte Trump
Rufus Gifford, 45 år, skal hjælpe Joe Biden til at blive USAs næste præsident. Demokraternes spidskandidat har hyret USAs tidligere ambassadør i Danmark til at være sin vicekampagnechef.
Rufus Gifford var ambassadør i Danmark fra 2013 til 2017 og en uhyre populær én af slagsen. Udadvendt og charmerende. En flot repræsentant for sit land. Vi holdt af ham, og han holdt af os. Han forsømmer ikke nogen lejlighed til at fortælle, hvor håbløst forelsket han er blevet i Danmark. Heller ikke efter at han er vendt hjem til staterne.
Han elsker vores lille land og vil for evigt være knyttet til det. Ikke mindst fordi han i 2015 blev gift med sin mand, Stephen DeVincent, på Københavns Rådhus.
Nu skal han så være med til at sørge for, at Donald Trump ikke får fire år mere i Det Hvide Hus. Han skal primært sørge for at skaffe penge til Joe Bidens præsidentkampagne. Og der er en god grund til, at han er blevet ansat af Biden.
Rufus Gifford var toprådgiver for den tidligere amerikanske præsident, Barack Obama, og skaffede som finansdirektør rekordstore bidrag til dennes kampagne frem mod præsidentvalget i 2012. Hvorefter han blev belønnet med posten som ambassadør i Danmark.
I 2018 forsøgte Rufus Gifford selv at blive politiker. Han stillede op til primærvalget i Massachussetts i håbet om at sikre sig en plads i Repræsentanternes Hus i Kongressen. Men vælgerne sagde nej i denne omgang.
Han bliver i stedet én af tre vicekampagnechefer i Bidens valgkampagne.