Jakob Ellemann-Jensen stopper som Venstres formand og træder ud af politik
2023 har været et svært år for Jakob Ellemann-Jensen. Kort inden nytår blev han ellers udnævnt til forsvarsminister og vicestatsminister i den nye regering, men der gik kun få uger, før han i begyndelsen af februar blev sygemeldt med stress.
I august vendte Venstre-formanden tilbage til arbejdet på Christiansborg, og kort efter skiftede han titlen som forsvarsminister ud med økonomiminister.
Men det er ikke lykkedes Jakob Ellemann-Jensen, 50, at få vælgerne tilbage i Venstres fold, og mandag formiddag tog han konsekvensen.
På et pressemøde meddelte han nemlig, at han stopper som formand for Venstre, og at han helt forlader dansk politik.
- Som I nok ved, har jeg forsøgt at arbejde ud fra min gamle gule post-it, hvor der i prioriteret rækkefølge står: Danmark, Venstre, regering, Jakob. Det gør jeg også nu. For jeg må konstatere, at min person skygger for Venstres resultater i regeringen, og min person skygger for, at Venstre kan komme fremad igen. Derfor tager jeg konsekvensen nu og træder tilbage som formand for Venstre. Jeg genopstiller ikke til posten som formand ved Venstres landsmøde, fortalte Jakob Ellemann-Jensen og tilføjede, at han fra dags dato ligeledes træder helt ud af Folketinget og forlader dansk politik helt.
Jakob Ellemann-Jensen har siddet i Folketinget siden 2015, og han har været formand for Venstre siden 2019.