Jakob Ellemann-Jensen fortæller om svær tid: Min hustru har samlet mig op hver eneste gang
Tilbage i februar måtte en stressramt Jakob Ellemann-Jensen trække stikket på ubestemt tid.
Han var bl.a. blevet ramt af et ildebefindende, der sendte ham på Rigshospitalet for at blive undersøgt. Heldigvis var der ikke noget alvorligt galt, men han sygemeldte sig med stress.
Nu er Jakob Ellemann-Jensen, der er Danmarks forsvarsminister og vicestatsminister, tilbage på arbejde.
Første arbejdsdag var den 1. august.
På sin facebookprofil skrev Jakob Ellemann-Jensen dagen før første arbejdsdag et langt opslag, hvor han bl.a. kom ind på, hvad der fik ham tilbage i job.
Hustruen, Anne Marie Preisler, var hans store støtte under sygdomsforløbet.
- Min familie og særligt min hustru har stået model til en del i den periode. Men hun har samlet mig op. Hver eneste gang. Tålmodigt og kærligt. Igen og igen. Hun har hjulpet mig, støttet mig, været sammen med mig, båret over med mig og fortalt mig, at det hele nok skulle blive godt igen. Og det blev det. Efter et par måneder begyndte det at gå støt fremad, skriver Jakob Ellemann-Jensen bl.a. i opslaget.
- Nu har jeg fået min styrke tilbage, og jeg kan mærke lysten til at vende tilbage til Christiansborg. Ikke fordi, jeg skal og ikke fordi, det er en pligt. Men fordi jeg virkelig gerne vil. Fordi jeg har muligheden for og lysten til at sætte mit præg på dansk politik. Det er jeg ikke færdig med.
Jakob Ellemann-Jensen takker i sit opslag for den store støtte og opbakning, han har mærket, mens han har været sygemeldt.
Sammen med Anne Marie Preisler har Jakob Ellemann-Jensen sønnen Bjørn på fem år. Han har derudover to store børn fra et tidligere forhold.
Han er søn af afdøde Uffe Ellemann-Jensen og Alice Vestergaard.