Pernille Rosendahl og Kristian Jensen har ikke fortrudt: Vi gjorde det for vores egen skyld
For nogle måneder siden afslørede Pernille Rosendahl og Kristian Jensen, at de havde fundet deres drømmehjem i Gentofte.
Der skulle dog gøres en hel del ved den gamle herskabsvilla, og parret overraskede ved at invitere danskerne med på renoveringsrejsen.
Det skete ved, at sangeren og den tidligere politiker oprettede en profil på Instagram, hvor de løbende deler billeder af deres nye hjem.
Nu fortæller Pernille Rosendahl og Kristian Jensen, hvorfor de har valgt at være så åbne omkring deres husprojekt.
- Det var egentligt for vores egen skyld, fordi vi syntes, det kunne være sjovt, forklarede Pernille Rosendahl, da BILLED-BLADET mødte parret til en bogreception for forfatteren Iselin C. Hermanns nye bog ”Berninis Øje”.
Swan Lee-forsangeren og hendes ægtemand har bestemt ikke fortrudt, at de har inviteret danskerne indenfor. De har nemlig fået en yderst positiv reaktion.
- Man glemmer altid at tage billeder, og så tænkte jeg, at jeg kunne lave en lille Instagram-profil. Men jeg havde slet ikke regnet med, at der var så mange, der gad at følge med, lød det med et grin fra Pernille Rosendahl, som tilføjede:
- Men folk er jo enormt søde, og det er faktisk en skæg, lille Instagram-side at have, hvor man kan vise før- og efterbilleder. Det, synes folk, er sjovt, og det gør vi også.