27. sep. 2024
Af Niels Burgos, Christinna Braun

Dorthe Kollos nye titel gør ingen forskel: Jeg er bare lykkelig

Dorthe Kollo.
Dorthe Kollo.
Foto: Hanne Juul
Inden længe får Dorthe Kollo en ny, flot titel.

Dorthe Kollo kan godt så småt begynde at nærstudere legetøjsbutikkernes julekataloger. Den 77-årige sanger kan nemlig de kommende måneder se frem til et mindre mylder af småfolk i sin familie.

For snart to år siden blev hun mormor til lille Atlas, da yngstedatteren Jil fødte sin første søn. Og til marts bliver Atlas storebror, når Jil nedkommer med en lille datter.

Men ikke nok med det: Til december bliver Dorthes barnebarn, Marlon på 25, far for første gang – og Dorthe kan smykke sig med titlen ”oldemor”.

Det er jo en ny milepæl for de fleste kvinder – men Dorthe er bare lykkelig.

– For mig er der ingen forskel på at være oldemor og mormor, siger hun i telefonen fra Bremen, hvor hun puster ud midt i et hektisk program.

– Jeg er bare lykkelig for at kunne være der for sådan nogle små ”velkommen til verden-babyer”, griner hun.

Og om at blive oldemor og ældre siger Dorthe:

– Jeg så forleden et foto af min tante på 100 år, der sad på gulvet i skrædderstilling. Sådan vil jeg også være. Jeg skal ikke bare sidde og se ud ad vinduet …

Marlon er søn af Dorthe Kollos ældste datter, Nathalie på 52. Hun bor selv i Bremen – mens 25-årige Marlon bor med sin kæreste gennem otte år, Celine, i Berlin.

https://imgix.billedbladet.dk/2024-09-27/20240717_HJP5846.jpg
Dorthe Kollo mellem døtrene Nathalie (t.v.) og Jil og med barnebarnet Atlas på skødet.
Foto: Hanne Juul

Læs mere om: