Dorthe Kollo har mistet en livsven i Dario: Han betød så meget for mig
- Det er et meget stort savn …
Dorthe Kollo bruger et øjeblik, mens hun fatter sig. Budskabet om vennen og kollegaen Dario Campeottos død har ramt hårdt.
De to var i ordets bogstaveligste forstand ”livsvenner”.
- Han har givet mig så meget … også livsindsigt, siger hun.
- Jeg har kendt Dario, lige siden jeg begyndte min karriere…for langt over 60 år siden. Vi har mødtes utallige gange. Spillet revyer. Lavet tv-optrædener. Og så sent som forrige år stod vi på scenen sammen på en turné i Danmark. Jeg tror måske, jeg var den sidste, der nåede at optræde med ham, husker Dorthe.
Men relationen var langt mere end professionel. De to blev også nære private venner.
- Jeg har tit boet ude hos Dario og Gertrud, når jeg var i Danmark, husker Dorthe.
Hun fortæller, at Dario forholdt sig meget nøgternt til sin sygdom, da kræften ramte ham.
– På en af vores køreture rundt i Danmark, sagde han tørt: ”Jeg er da glad for, at jeg ikke fik det, da jeg var 40 år”. Efter hans operation sidste år fik han det jo bedre – og vi håbede sådan alle sammen, at han ville blive rask. Alle tænkte vi: ”vi må for Guds skyld ikke miste ham!”.
Men sådan gik det desværre ikke. Dario sov ind den 1. april. Han blev 84 år.
- Det er et kæmpe savn simpelthen, siger Dorthe, der planlægger at rejse til Danmark for at deltage i Darios bisættelse, og tage en sidste afsked med den mand, der betød så meget for hende gennem hele livet.