Trine Dyrholm: Sådan er min svigermor
Trine Dyrholm danner par med instruktør og koreograf Niclas Bendixen, og dermed har hun altså ”Vild med dans”-dommeren Britt Bendixen som svigermor.
Til receptionen på dansedommerens nye bog ”Et lyst sind” satte den 45-årige skuespiller ord på, hvordan Britt Bendixen er som svigermor.
- Ordet fordomsfri er det bedste ord at sætte på hende. Hun har ikke nogen forestilling om, hvordan man skal være, hun lader dig være den, du er, fortalte Trine Dyrholm til BILLED-BLADET.
En usædvanlig livsenergi
Trine Dyrholm har et godt forhold til sin 75-årige svigermor, og de morer sig ofte sammen.
- Der sker altid noget overraskende, når man er sammen med Britt, sagde skuespilleren med et smil og tilføjede:
- Hun har en livsenergi, som er meget usædvanlig, og som jeg ikke møder så tit. Den er meget positiv og givende.