Trine Dyrholm: Nu er jeg klar til at arbejde igen
Trine Dyrholm var en af æresgæsterne til gallapremieren på den danske film ”Du forsvinder” i Imperial i København.
Den 45-årige skuespiller har den kvindelige hovedrolle i dramaet, som blev optaget i 2015, og hun har det sidste stykke tid nydt en lille pause fra skuespillet.
Taget den med ro
- Jeg har lige haft nogle måneder, hvor jeg har taget den lidt med ro, og hvor der har været tid til dejlig afslapning, sagde Trine Dyrholm til BILLED-BLADET og tilføjede:
- Det har været rigtig tiltrængt, men nu er jeg klar til at arbejde igen.
Dyrholm i Astrid Lindgren-film
Trine Dyrholm skal i gang med at lave den svenske Astrid Lindgren-film ”Unge Astrid”.
- Jeg spiller karakteren Marie, men jeg har kun syv optagedage fordelt over de næste tre uger, fortalte skuespilleren, som i foråret modtog sin sjette Bodil-statuette.
Filmen ”Du forsvinder” kan ses i biografer landet over fra den 20. april og har Trine Dyrholm og Nikolaj Lie Kaas i hovedrollerne.