Casper Christensen og Isabel Friis-Mikkelsens bryllup: Sådan foregår det
Lørdag i København lægger Vor Frue Kirke hus til hele to kendisbryllupper – først er det TV-værten Thomas Skov Gaardsvig og kæresten Emilie Gershøj Bruhn, der skal giftes klokken 13.30, og to timer senere bliver Casper Christensen og Isabel Friis-Mikkelsen smedet sammen.
Når Isabel Friis-Mikkelsen er blevet ført op ad kirkegulvet af sin far Jarl Friis-Mikkelsen, der også er en af gommens gode venner, og brudeparret har givet hinanden deres ja, er 200 mennesker inviteret til stor reception på natklubben Sunday, som Casper Christensen ejer sammen med Simon Frank og Simon Linnet.
Bryllupskage, champagne og hemmelig fest
Her bliver gæsterne budt på bryllupskage og champagne.
- Derefter er der en lille udvalgt skare på 70-80 mennesker, som skal med videre til en fest et hemmeligt sted i København, fortæller Casper Christensen til Ekstra Bladet.
At selve vielsen i Vor Frue Kirke, der ligger tæt på parrets bopæl, sandsynligvis vil tiltrække en masse nysgerrige, er ikke noget, der går Casper Christensen på.
- Det er en glædelig begivenhed, og vi er glade for hinanden, så hvis folk har lyst til at kigge på det og mærke vores glæde, så skal de være mere end velkomne, siger han.