I dag bliver Thomas Skov Gaardsvig gift med kæresten Emilie Gershøj Bruhn
TV-værten Thomas Skov Gaardsvig, 28 år, siger i dag ja til kæresten gennem seks år, Emilie Gershøj Bruhn, i Vor Frue Kirke i København klokken 13.30.
- Vi har lovet hinanden, at brylluppet skal være lige så hyggeligt som at gå i bøgeskoven til Smukfest i Skanderborg, fortalte Thomas Skov Gaardsvig for nyligt til BILLED-BLADET.
Hans udkårne, den 26-årige Emilie Gershøj Bruhn, er projektleder og personlig assistent på DR Sport og Event, samtidig med at hun læser på Copenhagen Business School. Hun har også en fortid som barnepige i kongehuset, hvor hun har passet prins Christian og prinsesse Isabella.
Hendes kommende mand lover, at der er styr på dagens store begivenhed.
- Jeg glæder mig så meget til det bryllup. Der er styr på tingene, og nu skal dagen bare komme an. Talen til Emilie skal nok også blive god, forsikrer Thomas Skov Gaardsvig.
Og det er ikke det eneste kendisbryllup, der finder sted i Vor Frue Kirke i dag.
To timer efter skal Casper Christensen og Isabel Friis-Mikkelsen nemlig love hinanden evig troskab samme sted.