11. aug. 2024
Af Af Jon Bloch Skipper / Redigeret af Lene Skriver Bak

Kong Frederik: Var han H.K. Frederiksen i New York?

Kong Frederik.
Kong Frederik.
Arkivfoto: Hanne Juul
I BILLED-BLADETs kongelige brevkasse kan du hver uge læse interessante spørgsmål og svar om alt inden for den royale verden.

Spørgsmål og svar har tidligere været bragt i BILLED-BLADET.

Kære kongelige brevkasse.
Jeg mener at huske, at kronprins Frederik deltog i New York Marathon, og de havde problemer med, at de kongelige intet efternavn har. Jeg mener, det endte med Frederik Rex.
Venlig hilsen C.O. Nielsen

Kære C.O. Nielsen
Kongen har som kronprins løbet flere maratoner. Det første var i København i maj 1992. "Han blev...", som der står på lex.dk, "tilmeldt om aftenen inden løbet, så meget få vidste, at han deltog." Han har gennemført samtlige maratonløb, hvor han er stillet til start. Hans bedste tid er 03:06:49. Den blev sat ved Copenhagen Marathon i foråret 1994. Senere samme år deltog han i New York City Marathon, så du husker korrekt. Jeg mener, han løb under navnet H.K. Frederiksen. Vores konge har i øvrigt løbet de ca. 42,2 km i New York to gange.

I Gitte Redders og Karin Palshøjs biografi "Frederik. Kronprins af Danmark" (2008) har han omtalt de to maratoner således: "Der var et par grimme løb i New York. Det var affødt af, at jeg heller ikke var i den sammen form, som jeg havde været i København. New York City Marathon er enormt sjovt, og jeg kan varmt anbefale det, men det er ikke der, man skal gå efter sin personlige rekord. Det er faktisk et væsentligt mere kuperet terræn, end man forestiller sig."

Kong Frederik er, som mange vil vide, et sandt sportsmenneske, som har dyrket sport, idræt og bevægelse hele livet - ikke blot løb, men blandt andet også tennis, fodbold, sejlsport, golf, ridning, svømning, vandski, skiløb og cykling.
Mange hilsner
Jon Bloch Skipper.

Har du et spørgsmål af royal karakter, du gerne vil have opklaret? Så kan du sende det ind til BILLED-BLADETs kongelige brevkasse, der er en fast del af Danmarks royale ugeblad.

Hver uge svarer historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper på interessante spørgsmål om kongehuset, kongefamilier i ind- og udland samt mange andre spændende aspekter af den royale verden igennem historien.

Jon er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).

Send dit spørgsmål på mail til jon@billed-bladet.dk eller på post til BILLED-BLADET, postbox 602, 0877 København C. Mærk kuverten "Kongelig brevkasse".

Læs mere om: