Wow! Kronprinsesse Victoria i changerende blå gallakjole og med diadem i diamanter
Fredag aften bliver gallaskørterne luftet i Stockholm, hvor kong Carl Gustaf fejres under en stor jubilæumsbanket i anledningen af sine 50 år på tronen.
Kort forinden middagen ankom de kongelige i procession, og her fik vi første glimt af kronprinsesse Victorias betagende gallarobe.
Victoria, der fulgtes med den svenske statsminister, Ulf Kristersson, er fredag aften i en gulvlang, blå kjole med et lille slæb.
Kjolen changerer i farven fra top til bund, hvor overdelen er lyseblå, mens skørtet slutter i en dyb havblå.
Til at fuldende gallalooket bærer kronprinsessen det enestående Kokoshnik-diadem, også kaldet Strålediademet.
Diademet blev fremstillet i Baden i 1879 og kom til Sverige med dronning Victoria, der fik det i bryllupsgave af sine forældre, storhertugparret af Baden.
Det prægtige smykke består af 47 stråler af diamanter, og det kan også bæres som collier (halssmykke, red.).
Dronning Victoria af Sverige besluttede dengang, at diademet for eftertiden hovedsageligt skal bæres af kronprinsesser.
Der er dog flere prinsesser, som siden har båret diademet, men denne gang er det en kronprinsesse.