Svenske tv-værter gik langt over stregen: Prins Carl Philip hårdt ramt
De svenske tv-profiler Peter Magnusson og David Hellenius gjorde nar af den svenske kongelige familie i satireprogrammer for en del år siden.
Og der blev gået ekstra hårdt til prins Carl Philip.
– Carl Philip var vi lidt ekstra onde ved, det var vi, siger Peter Magnusson ifølge Expressen i en ny kongelig dokumentar på svensk Discovery plus.
Kong Carl Gustaf har tidligere givet udtryk for, at man i den kongelige familie havde det skidt med satiren, der gik en smule over stregen.
Prins Carl Philip følte sig ramt
For eksempel blev Carl Philip skildret som svagt begavet, og mange mente, at der var tale om decideret personforfølgelse.
Også Carl Philip selv følte sig ramt på stoltheden, og han havde det skidt i en periode.
Carl Philip har tidligere fortalt, at han og familien jo også så tv derhjemme, og så var det ikke rart at falde over satireprogrammet med halvgrimme parodier af medlemmer af kongehuset.
I talkshowet Hellenius’ Hjørne mødtes prinsen med en af sine “fjender” David Hellenius, som undskyldte over for Carl Philip og gav udtryk for, at han skammede sig over det, han havde været med til at lave om Carl Philip i satireprogrammerne “Hey Baberiba”.
Prins Carl Philip sagde derpå i talkshowet, at han syntes, de skulle se fremad og glemme det hele.