Prinsesse Madeleine vender tilbage til Sverige: Nu står kong Carl Gustaf over for en stor beslutning
Tirsdag meddelte det svenske kongehus, at prinsesse Madeleine flytter tilbage til Sverige.
I en årrække har hun og familien boet i USA, men fra august bliver Stockholm deres hjem.
Prinsessens tilbagevenden rejser et centralt spørgsmål: Skal Madeleine være arbejdende kongelig på lige fod med sine søskende og dermed have apanage?
Det er kong Carl Gustaf, der bestemmer, hvordan pengene skal fordeles – og det er altså ham, der skal beslutte, hvilken rolle Madeleine skal have.
Efter prinsessen giftede sig med forretningsmanden Chris O’Neill, bosatte hun sig i udlandet og frasagde sig sin faste apanage.
Prinsesse Madeleine modtager dog en ydelse til at dække de omkostninger, hun har, når hun fra tid til anden har repræsentative forpligtelser i hjemlandet.
Men det ændrer sig måske nu, hvor prinsessen flytter hjem.
Det er Hofstaten, som hvert år modtager en sum penge af staten. Herfra afsættes et beløb – et såkaldt rammebeløb – som kong Carl Gustav fordeler til medlemmer af kongehuset, der udfører officielle pligter.
Ifølge Svensk Damtidning viste en rapport fra april sidste år, at kongen og dronningen modtog 8 mio. svenske kroner i 2021, mens kronprinsesse Victoria og prins Daniel fik 4,5 mio., og prins Carl Philip og prinsesse Sofia fik tildelt 1,1 mio, SEK samme år.
Den Kongelige Hof- og Slotsstat modtog i alt 144,9 millioner SEK fra staten i 2021.
Spørgsmålet er nu, hvordan fordelingen kommer til at se ud, efter prinsesse Madeleine er flyttet hjem til Sverige.