Prinsesse Madeleine deler nyt om børnene: Én kommentar går igen
Selv om prinsesse Madeleine bor i Florida langt fra det kongelige søgelys, hun opvokset i, gemmer hun sig ikke væk.
På sociale medier deler hun gladeligt ud af hverdagen fra solrige himmelstrøg, og det gjorde hun også mandag efter en weekendudflugt med børnene.
”Søndage er til at udforske den by, du bor i! Nød at gå rundt i Wynwood med børnene i dag,” skriver prinsesse Madeleine, 41, i et opslag på Instagram, som BILLED-BLADET har tilladelse til at dele.
I opslaget har hun delt en række billeder fra deres tur, heriblandt et af sig selv med sønnen Nicolas, 8 år.
Dette billede har fået flere til at reagere – og særligt én kommentar går igen.
”Prins Nicolas er så høj og ligner sin far,” skriver en bruger.
Og netop det, at Nicolas er meget lig sin far, Chris O’Neill, bliver bakket op af flere.
Prinsesse Madeleine og Chris O’Neill blev gift i 2013 i Stockholm. Og året efter kom deres ældste datter, Leonore, til verden.
Prinsesse Leonore blev storesøster for første gang i 2015, da parret fik sønnen Nicolas, og anden gang i 2018, da lillesøster Adrienne blev født.
Familien har boet i Florida de seneste seks år, men huset er sat til salg, og nu venter et nyt eventyr i prinsessens hjemland, Sverige.
Planen var oprindeligt, at familien skulle flytte tilbage i sommeren 2023, men flytningen er blevet udskudt til 2024.