Nu er familien samlet: Dronning Silvia pynter juletræ med alle sine børnebørn
Til daglig må dronning Silvia mangle tre af sine otte børnebørn, der bor i Florida.
Men nu er hele familien samlet, og julen er for alvor flyttet ind på slottet.
Det viser en video, som det svenske kongehus har delt.
Her ser man, hvordan dronning Silvia samler alle sine otte børnebørn om juletræerne, der skal pryde stuerne i Det Kongelige Slot i Stockholm.
De kongelige fætre og kusiner hjælper hinanden med at pynte juletræerne, og i klippet ser man, hvordan de fokuseret finder bedstemors julepynt i gamle brune kufferter og hænger det på grangrenene.
Især de to store, prinsesse Estelle og prinsesse Leonore, er gode til at hjælpe deres fætter, lille prins Julian, og tager ham pænt i hånden.
Dronning Silvias yngste datter, Madeleine, bor til daglig med sin mand, Chris O'Neill, og deres tre børn, Leonore, Nicolas og Adrienne i Florida, og det er sandsynligvis lige ankommet til Sverige for at holde jul.
Børnene skal sammen med deres fætre og kusiner, prinsesse Estelle, prins Oscar, prins Alexander, prins Gabriel og prins Julian, også være med til at fejre dronning Silvia, når hun endnu en gang samler familien den 23. december, hvor hun fylder 80 år.