Mormor er den bedste: Nyt billede af dronning Silvia og prinsesse Estelle
Det siges, at børnebørn er livets dessert, og det kunne godt se ud som om, at Sveriges dronning Silvia er meget enig i den vending.
I hvert fald er dronning Silvia altid klar med et klem eller en hånd, man kan holde i.
Forleden var den svenske kongefamilie til Molly Sandén-koncert i Borgholm Slotsruin på Öland.
Her kunne kong Carl Gustaf og dronning Silvia nyde at have alle børn og børnebørn hjemme i Sverige – prinsesse Madeleine og hendes familie er nemlig flyttet hjem efter flere år i udlandet. Det kan du læse mere om i linket herunder.
Da koncerten begyndte, varmede solens stråler, og familien kunne sammen med resten af publikum nyde sommeraftenen i musikkens tegn.
Senere begyndte kulden dog at snige sig ind på kronprinsesse Victorias datter, 12-årige prinsesse Estelle, som heldigvis fandt mormor, der stod klar med kram.
Dronning Silvia og kong Carl Gustaf har i alt otte børnebørn.
Kronprinsesse Victoria og prins Daniel har børnene prinsesse Estelle og prins Oscar, 8.
Prins Carl Philip og prinsesse Sofia har børnene prins Alexander, 8, prins Gabriel, 6, og prins Julian på tre år.
Prinsesse Madeleine og Chris O’Neill har børnene prinsesse Leonore, 10, prins Nicolas, 9, og prinsesse Adrienne på seks år.