Kong Carl Gustaf og dronning Silvia inviterer til gallafest
I den kommende uge kan Sveriges kong Carl Gustaf og dronning Silvia se frem til et celebert besøg fra udlandet.
Det er det udsatte besøg fra Frankrigs præsident Macron, der nu endelig ser ud til at kunne lade sig gøre. Besøget skulle oprindeligt have fundet sted i slutningen af oktober, men nu bliver det så i slutningen af januar i stedet, fra den 30.-31. januar.
Ifølge en pressemeddelelse fra kongehuset lander den franske præsident Emmanuel Macron og hustruen Brigitte Macron i Sverige tirsdag 30. januar, hvor der vil være en velkomstceremoni på det Kungliga Slottet med blandt andre repræsentanter for Riksdag og regering.
Ud over de officielle programpunkter der traditionen tro blandt andet byder på møde med statsministeren for herrernes vedkommende og skolebesøg for kvindernes, vil man lægge mærke til, at der også er indlagt en gallamiddag.
Den finder sted tirsdag aften på det kongelige slot til ære for præsidentparret.
Det svenske kongehus har endnu ikke offentliggjort nogen gæsteliste forud for gallamiddagen, så hvor mange kongelige der kan tænkes at være med ud over kongeparret, vides ikke.
Dog er både kronprinsesse Victoria, prins Daniel, prins Carl Philip og prinsesse Sofia med til kongeparrets frokost med præsidentparret tidligere på dagen.
I øvrigt kan det være, at de næste celebre gæster på statsbesøg i Sverige er fra Danmark - ihvertfald har det danske kongehus for nyligt meldt ud, at kong Frederik og dronning Mary efter planen skal besøge Sverige og Norge som de første lande efter tronskiftet.