Første ord efter nyheden: Dronning Silvia udtaler sig om prinsesse Madeleines flytning
Efter over ti år i udlandet flytter prinsesse Madeleine hjem til Sverige sammen med sin mand, Chris O’Neill, og børnene Leonore, Nicolas og Adrienne.
Madeleine og Chris har gennem årene boet i New York, London og senest Florida med børnene, men nu flytter de til prinsessens hjemland for at give børnene en svensk opvækst.
I forbindelse med flytningen flytter familien ind på det kongelige slot i Stockholm, og dermed får kong Carl Gustaf og dronning Silvia rig mulighed for at hygge med deres børnebørn.
Torsdag var kong Carl Gustaf og dronning Silvia på besøg i Västerås, og her udtalte de sig for første gang om deres yngste datters flytning.
- Det er selvfølgelig skønt, vi er meget glade. Børnene glæder sig meget, de taler jo svensk og elsker Sverige, sagde dronning Silvia til svenske Expressen.
Prinsesse Madeleine og familien flytter til Stockholm i august, hvor prinsesse Leonore, 9, og prins Nicolas, 7, skal begynde i skole, og prinsesse Adrienne på fem skal gå i børnehave.