Dette nyder Carl Gustaf på Stenhammar Slot
I denne tid med coronakrise i Sverige er kong Carl Gustaf og dronning Silvia taget fra Drottningholms Slot i udkanten af Stockholm og langt væk til Sörmland, hvor Stenhammar Slot ligger.
Kong Carl Gustaf elsker naturen
Kongen giver på de royale sociale medier udtryk for, hvor meget han nyder at være på slottet i den storslåede natur.
- Jeg sidder her på Stenhammar og ser ud over den sörmlandske skov og tænker på, hvor vigtig skoven er for vores land, lyder det fra Carl Gustaf, som også elsker at gå lange ture i området ved hans og Silvias slot i Sörmland.
Netop et billede af Carl Gustaf ude i naturen ved Stenhammer lagde kongehuset ud på de sociale medier i en helt særlig sammenhæng.
Kongen sætter fokus på naturen
Kongen er dybt engageret i spørgsmål, som berører natur, miljø og skov.
I går, onsdag, deltog kongen i den digitale konference Skovens Dag, og han indledte med en tale.
I sin tale havde Carl Gustaf virkelig noget på hjerte.
Skoven er så vigtig
Kongen kom ind på, at indkomsterne fra skovbrug er en stor del af grundlaget for Sveriges velstand.
Samtidig skal man dog passe på skoven og bevare dens mange træer, som er så vigtige for det gode miljø, og som binder 140 millioner ton CO2 hvert år.