23. okt. 2024
Af Pelle Rigtrup

Den svenske kongefamilie rejser snart på efterårsferie: Derfor er destinationen helt særlig for dronning Silvia

Dronning Silvia.
Dronning Silvia.
Foto: Jonas Ekstromer/Reuters/Ritzau Scanpix
Når næsten hele den svenske kongefamilie på fredag drager afsted på efterårsferie, er det til et land, som betyder noget helt særligt for dronning Silvia.

Fra på fredag står den på en vaskeægte familietur for stort set hele den svenske kongefamilie.

Her drager kong Carl Gustaf og dronning Silvia sammen med kronprinsesse Victoria, prins Daniel, prins Carl Philip, prinsesse Sofia samt de to sidstenævnte pars børn afsted afsted på efterårsferie.

Turen går til Brasilien - og det er en destination, som betyder noget helt særligt for dronning Silvia.

Fra 1947 til 1957 boede hun således i Brasilien, og der er ingen tvivl om, at det sydamerikanske land har en særlig plads i hendes hjerte.

Til mediet Dagens Nyheter har hun tidligere fortalt om sit forhold til landet.

- Jeg er vokset op i Brasilien, hvor jeg tilbragte en stor og vigtig del af mit liv. Måske de vigtigste år i mit liv. Min mor havde elleve søskende, så jeg havde masser af fætre, kusiner og andre slægtninge, jeg kunne hænge ud med, fortalte hun.

Og dronning Silvia ser utvivlsomt frem til familieturen.

Hoffets informationschef Margareta Thorgren siger til Expressen, at dronningen på turen vil vise Brasilien frem for børn og børnebørn.

Dronning Silvia blev født i Tyskland i 1943, men fire år senere flyttede hun med resten af familien til moderens hjemland, Brasilien. I 1957 vendte familien tilbage til Tyskland, hvor hun som bekendt mødte daværende kronprins Carl Gustaf i 1972 i forbindelse med OL i München.

Læs mere om: