Carl Gustaf chokerer på tv: Vi har fejlet
Kong Carl Gustaf har chokeret sine landsmænd og -kvinder, da han i et interview med den landsdækkende kanal SVT valgte at rette en skarp kritik mod den svenske corona-strategi og dermed sundhedsmyndighederne.
Kong Carl Gustaf er utilfreds
– Jeg vurderer, at vi har fejlet. Vi har et stort antal, som har mistet livet, og det er forfærdeligt. Det er noget, som vi alle er ramt af, siger en tydeligt berørt Carl Gustaf i programmet ”Året med kungafamiljen”, som normalt er feel good-tv fra start til slut.
Sådan er det altså ikke i år, og det er naturligvis forståeligt nok efter et år præget af coronakrisen i kongehuset og det øvrige samfund.
Traumatisk oplevelse
– Man tænker på alle borgere, som har oplevet ikke at kunne tage afsked med afdøde familiemedlemmer. Jeg tror, at det er en tung og traumatisk oplevelse at være forhindret i at tage en varm afsked, lyder det desuden fra kongen i SVT’s kongelige årskavalkade.
Delte meninger
I Sverige er der delte meninger om kongens kritiske udtalelse.
Der er både de, der er enige i kongens holdning, og så er der også flere, som er uenige i de skarpe ord, og som i øvrigt er overraskede over, at Carl Gustaf går så hårdt til angreb på myndighedernes håndtering af corona-situationen.
I Sverige har corona kostet mange flere liv end i lande som Norge og Danmark.