Wauw! Sikke en kjole, hertuginde Sarah har valgt
Hertuginde Sarah var torsdag aften til prisfest på Börsen i Göteborg.
Den 64-årige britiske hertuginde var i Sverige for at deltage i The Perfect World Foundation Award.
Hertuginde Sarah, måske bedre kendt som Fergie, har været ambassadør for foreningen The Perfect World Foundation i flere år og var derfor atter en del af prisfesten, hvor det i år var musikeren Ellie Goulding, der var prismodtager.
Til festen bar hertuginde Sarah en fantastisk kropsnær flaskegrøn kjole med skulpturel udskæring og dramatiske ærmer.
Kjolen er ifølge modebloggen Royal Fashion Police af mærket Safiyaa. Modellen hedder Sarita og sælges for knap 15.000 kroner.
The Perfect World Foundation, der blev stiftet i Sverige i begyndelsen af 00'erne, har fokus på "at bevare lokal og global biodiversitet – alt liv på jorden" og uddeler årligt en af de mest prestigefyldte bevaringspriser i verden, The Perfect World Foundation Award, for at anerkende en fremtrædende person, der har brugt deres stemme til at beskytte verdens dyreliv og natur.
Tidligere prismodtagere tæller blandt andre "Sex and the City"-skuespillerinden Kristin Davis og sir David Attenborough.