Ville være fyldt 63 år i dag: Sarah Ferguson mindes prinsesse Diana
Den 31. august 1997 mistede prinsesse Diana livet i en bilulykke i Pont de l'Alma-tunnelen i Paris.
Prinsessen, der er mor til prins William og prins Harry, blev 36 år, og på den dag, der ville have været prinsesse Dianas 63-års fødselsdag, mindes hun af sin tidligere svigerinde.
På Instagram deler hertuginde Sarah Ferguson, der var gift med prins Andrew, et foto af sig selv, der står med prinsesse Diana.
– Tillykke med fødselsdagen til min kære ven, Diana, indleder hun.
– Du var en søjle af lys og kærlighed. Og sikke et eftermæle, du har efterladt dig. Jeg vil altid huske vores grin og den venlige åndsfælle, som jeg fandt i dig. Jeg er sikker på, du altid våger over os. Hvil i fred, min ven, skriver hun yderligere.
Afdøde prinsesse Diana og Sarah Ferguson har altid haft et nært forhold. Deres mødre gik i skole sammen, så derfor er de to vokset op i den samme omgangskreds.
– Hun var to år yngre end mig, og jeg stræbte efter at støtte og beskytte hende som en yngre søster – hvilket jeg stadig gør i dag, som en bedste ven, skrev hertuginden i sin selvbiografi fra 1996.