Sarah Ferguson deler gribende ord og billeder efter kræftoperation
Dronning Elizabeths tidligere svigerdatter hertuginde Sarah Ferguson, 63, blev i den tidlige sommer i år opereret for brystkræft.
Ifølge mediet Hello blev hertuginde Sarah diagnosticeret med brystkræft efter en rutinemæssig mammografiscanning.
- Hun blev rådet til at gennemgå en operation, hvilket har været vellykket. Hertuginden modtager den bedste medicinske behandling, og hendes læger har fortalt, at prognoserne ser gode ud. Hun er i bedring og bruger tid med familien, sagde en talsperson ifølge mediet.
For tre ugers tid siden delte hertuginde Sarah et billede af en blomst på sin Instagramprofil, hvor hun skrev ”Tusind tak for jeres venlighed og støtte.”
Den 63-årige Sarah Ferguson, som fra 1986-96 var gift med prins Andrew, rekreerer nu, og bl.a. bruger hun den smukke natur til at gå ture med sine hunde.
Hertuginden har hele syv hunde, hvoraf hun arvede to af dem, corgierne Sandy og Muick, da dronning Elizabeth døde den 8. september sidste år.
Forleden luftede hun alle syv hunde et helt særligt sted, skriver hertuginde Sarah på Instagram, hvor hun deler smukke billeder af naturskønne omgivelser.
Til billederne skriver hertuginden om hundene og dronning Elizabeth, som går lige i hjertet.
- I går gik jeg tur med alle 7 hunde, hvor den afdøde Majestæt Dronning Elizabeth plejede at gå tur med dem. Det var vidunderligt at mindes hende, skriver hertuginde Sarah bl.a. til de smukke billeder.
Hertuginde Sarah har sin egen podcast, ”Tea Talks with the Duchess & Sarah”, og i denne uges podcast taler hun bl.a. om sorghåndtering, styrke og vejen til bedring, skriver hun.
Sarah Ferguson og prins Andrew har sammen døtrene prinsesse Beatrice og prinsesse Eugenie.
Se billederne herunder.