Royal lykke: Hvilke nære kongelige venner ringede prinsesse Eugenie mon først til med den gode nyhed?
Tirsdag kom det frem, at prinsesse Eugenie, datter af prins Andrew og hertuginde Sarah Ferguson, venter sit andet barn med ægtemanden Jack Brooksbank.
I forvejen er prinsesse Eugenie og Jack Brooksbank forældre til sønnen August, der kom til verden 9. februar 2021. Han er omtrent to et halvt år, når han efter planen bliver storebror til sommer.
Prinsesse Eugenie delte den lykkelige nyhed på sin egen Instagramkonto, og dermed spredte nyheden om den forestående familieforøgelse sig hurtigt til alverdens nyhedsmedier og royale iagttagere.
Den britiske kongefamilie har dog med al sandsynlighed kendt til prinsesse Eugenies søde hemmelighed et stykke tid før, hun løftede sløret, og mon ikke, at nogle af de familiemedlemmer, hun er allertættest på, har fået det at vide som de allerførste.
Ud over naturligvis forældrene prins Andrew og hertuginde Sarah Ferguson samt søsteren prinsesse Beatrice, er det meget tænkeligt, at prinsesse Eugenies fætter prins Harry, har været blandt de allerførste i familien til at få overbragt nyheden.
Det mener ihvertfald den britiske kongehusekspert Ingrid Seward.
"Meghan og Harry er meget tætte med Eugenie - og ikke alene har hun besøgt dem i Californien, men de har også været på ferier sammen før Harry blev gift," udtaler hun til avisen The Mirror.
Prins Harry og prinsesse Eugenie har været nære venner lige siden barndommen, især også i kraft af deres mødre prinsesse Diana og hertuginde Sarahs venskab.