Prinsesse Annes hjernerystelse: Endnu et hårdt slag for det britiske kongehus
Tidligere på ugen delte Buckingham Palace trist nyt: Prinsesse Anne havde pådraget sig en hjernerystelse efter et uheld ved hendes hjem ved Gatcombe Park.
Prinsessen er lige nu indlagt på hospitalet og har måtte aflyse flere begivenheder i sin royale kalender.
Den 73-årige prinsesse, der er afdøde dronning Elizabeths eneste datter, var dermed ikke med til tirsdagens statsbanket i forbindelse med det japanske statsbesøg, ligesom en tur til Canada er aflyst, da prinsessen ikke er i stand til at flyve.
Dermed manglede flere fremtrædende medlemmer af det britiske kongehus til den stort anlagte statsmiddag, og det amerikanske ugeblad People bemærker, at det er endnu et hårdt slag for det britiske kongehus.
Både kong Charles og prinsesse Kate er i behandling for kræft og har ikke kunne passe deres royale pligter, som de plejer, og det gør ifølge mediet ikke sagen bedre, at prinsesse Anne nu også er sat ud af spillet.
The Telegraph kårede sidste år prinsesse Anne som det britiske kongehus' mest hårdtarbejdende medlem. Hele 457 gange fremgik hendes navn af den kongelige kalender i 2023, så med hjernerystelsen mister kongehuset det, som People betegner som en "arbejdshest".