21. sep. 2023
Af Julie Nolsöe

Overraskende forbud: Disse retter må under ingen omstændigheder serveres for kong Charles og dronning Camilla, mens de er i Frankrig

Dronning Camilla og kong Charles
Dronning Camilla og kong Charles
Foto: Bertrand Guay/AP/Ritzau Scanpix
Der er op til flere retter, som under ingen omstændigheder må serveres for kong Charles og dronning Camilla under deres besøg i Frankrig

I disse dage er Storbritanniens kong Charles og dronning Camilla på et officielt besøg i Frankrig, hvor de blandt andet har været til stor gallamiddag på Versailles.

Besøget inkluderer desuden flere arbejdsopgaver for parret.

Men når der ikke skal arbejdes, skal tiden i det franske også nydes - blandt andet med god, fransk mad.

De franske kokke på Versailles-slottet fik dog ikke helt frie tøjler i udarbejdelsen af den menu, der blev serveret for kongeparret til gallamiddagen onsdag den 20. september. Ifølge Daily Mail blev der nemlig på forhånd givet instrukser til, hvad kong Charles og dronning Camilla skulle have at spise.

Og instrukserne kom ifølge mediet direkte fra kong Charles selv, som blandt andet forbød den franske delikatesse foie gras, som han ifølge Daily Mail også har lavet serveringsforbud mod på Buckingham Palace.

Foie Gras er lavet af ande- eller gåselever, og bliver produceret ved at tvangsfodre dyret, indtil dets lever hæver. Derfor bliver spisen også af mange betegnet som kontroversiel.

Kongen havde derudover udmeldt på forhånd, at asparges, som ikke længere er i sæson, heller ikke skulle serveres til middagen.

Omvendt havde kong Charles på forhånd ytret ønske om at få serveret champignoner, da hans mor, dronning Elizabeth, nød at spise dem, og grøntsagen derfor minder ham om hende.

Læs mere om: