Med trillebør og skumfiduser over bål: Lille prins Louis stjal billedet endnu en gang
Efter en kroningsweekend med karetkørsel, højtidelighed og stjernespækket koncert, så mandagen lidt anderledes ud for prins William og hans familie.
William og prinsesse Kate havde taget deres tre børn med på udflugt til en lokal spejderhytte i Slough for at sætte fokus på frivillighed.
Dagen bød på bueskydning, en tur i gravkoen og skumfiduser over bål, og det faldt især i god jord hos lille prins Louis.
Den femårige prins var i hopla og stjal showet, da han sammen med sine søskende kastede sig ud i aktiviteterne.
Ikke mindst var prinsen glad for at køre med trillebør, ligesom han var fuldstændig opslugt, da han sammen med far fik en tur i gravkoen.
Senere blev alt det hårde arbejde belønnet med ristede skumfiduser over lejrbålet.
Se billederne af prins Louis’ dag med familien i galleriet øverst.
Det var en ekstra særlig dag for prins Louis, for ifølge det britiske medie Hello! Magazine var det samtidig prinsens første officielle opgave for kongehuset.
Prinseparrets mandagsudflugt kommer på opfordring af prins Louis’ farfar, kong Charles.
I forbindelse med kroningen har kong Charles ønsket, at man sætter mere fokus på frivillighed rundtom i landet, og han har derfor arrangeret ”Big Help Out”, som han opfordrer offentligheden til at tage del i.
Det er ikke første gang, at prins William og prinsesse Kates yngste stjæler billedet.
Den lille charmetrold var også et stort hit, da han sidste år fejrede sin oldemor, nu afdøde dronning Elizabeth, ligesom han igen var på spil under kroningsweekenden.