Lagde du mærke til hende? Prinsesse Catherine havde kærlig støtte med til Wimbledon
Glæden var stor på Wimbledons Centre Court søndag eftermiddag, da prinsesse Catherine, 42, ankom sammen med datteren prinsesse Charlotte, 9.
Dagen før havde kongehuset annonceret, at den sygemeldte prinsesse Catherine ville overvære finalen mellem Novak Djokovic og Carlos Alcaraz og overrække vinderpokalen søndag.
Prinsesse Kate er protektor for All England Lawn Tennis Club, der ejer Wimbledon-turneringen, og prinsessen er selv ivrig tennis-entusiast, så derfor var det en stor glæde for hende at kunne deltage på trods af den kræftbehandling, hun for tiden gennemgår.
Og prinsesse Catherine havde ikke kun hyggeligt selskab af niårige Charlotte.
Hun havde også taget lillesøsteren Pippa Middleton, 40, med til finalen.
Pippa Middleton er ligesom storesøster også tennisentusiast, så hun er en hyppig gæst i Royal Box, når den legendariske tennisturnering løber af stablen.
Pippa har da også været at finde på Centre Court tidligere på ugen, men det har uden tvivl betydet noget helt særligt at kunne være med til at støtte storesøster Kate søndag, hvor prins William måtte rejse til Tyskland for at overvære det engelske fodboldlandshold i finalen mod Spanien.
Se billederne af prinsesse Catherine og Pippa Middleton i galleriet øverst i artiklen, og læs mere om prins William og prins Georges tur til Tyskland herunder: