Kong Charles reagerer på prinsesse Kates kræftdiagnose
Fredag aften delte prinsesse Kate en rørende video, hvor hun afslørede, at hun lige nu modtager behandling for en kræftsygdom.
Sygdommen blev opdaget efter den omfattende maveoperation, Kate fik foretaget i begyndelsen af året, og hun oplyser, at hun nu har brug for tid til at komme sig efter den chokerende nyhed.
Nu reagerer den britiske konge på prinsessens video. Det skriver CNN.
– Kong Charles er så stolt af Catherine for hendes mod til at tale, som hun gjorde, oplyser Buckingham Palace i en pressemeddelelse.
En talsperson for kongehuset oplyser desuden, at kongen er i tæt kontakt med sin svigerdatter.
Kong Charles blev selv diagnosticeret med kræft efter en operation i januar – blot få dage efter prinsesse Kates operation.
Det er dermed en hård tid for hele den britiske kongefamilie, der naturligvis er påvirkede af de hjerteskærende nyheder.
Buckingham Palace oplyser, at både kong Charles og dronning Camilla vil ”fortsætte med at tilbyde deres kærlighed og støtte til hele familien gennem denne svære tid.”