Hertuginde Sophie i vildt drukspil: Styrer karet og drikker af vinglas
Normalt må man ikke drikke og køre, men i et drukspil, som hertuginde Sophie lørdag deltog i, var dét selve formålet.
Nye billeder viser den 59-årige hertuginde af Edinburgh i fuld gang med at spille et drukspil, der involverer en hest, en karet og vinglas.
Ifølge Express fandt drukspillet sted i forbindelse med, at hertuginden netop er blevet udnævnt som formand for Sandringham Horse Driving Trials.
I det noget særlige spil skal man kørende i en karet tage fat i et vinglas på en pæl, drikke glassets indhold og så placere det tomme glas på en anden pæl.
Hertuginden glippede dog pæl nummer to og måtte derfor styre kareten med vinglasset i munden – til stor morskab for hendes mand prins Edward og deres datter Lady Louise Mountbatten-Windsor.
Den nu afdøde prins Philip var meget begejstret for at køre karet, og det er også ham, der stiftede Sandringham Horse Driving Trials tilbage i 1982. Begivenheden falder altid weekenden efter Royal Ascot.