30. jul. 2024
Af Julie Lund Rosenfeldt Isen

Efter grufuldt angreb: Nu reagerer prins William og prinsesse Catherine

Prins William og prinsesse Catherine
Prins William og prinsesse Catherine
Foto: Toby Melville/AFP/Ritzau Scanpix
Prins William og prinsesse Catherine er sammen med resten af Storbritannien i chok efter kæmpe tragedie.

Storbritannien er i chok, efter en kæmpe tragedie har ramt den engelske kystby Southport.

Her gik en 17-årig mand til angreb med kniv på en danseskole under et event for 6-10-årige børn.

To børn er døde, og yderligere seks børn og to voksne er i kritisk tilstand efter mandagens grusomme knivstikkeri.

Tragedien har rystet hele Storbritannien – og nu reagerer prins William og prinsesse Catherine også med stor sorg i en story på Instagram:

- Som forældre kan vi slet ikke forestille os, hvad familier, venner og kære til de dræbte og sårede i Southport i dag gennemgår. Vi sender vores kærlighed, tanker og bønner til alle, der var involveret i dette rædselsfulde og afskyelige angreb.

Parret sender også en stor tak til de redningsfolk, der ilede til stedet for at hjælpe:

- Også tak til beredskabspersonalet, der ankom til de grufulde scener og viste omsorg og professionalisme, da jeres lokalområde havde mest brug for jer.

Prins William og prinsesse Catherine underskriver deres besked med ”W & C”.

Man kan se beskeden fra parret i stories på deres Instagram, der dog kun er tilgængelige i 24 timer.

Læs mere om: