Dronning Camilla i kongeblå kjole og signatursmykke til 35.000 kroner
Fredag den 26. januar blev kong Charles indlagt i forbindelse med en operation for forstørret prostata.
Mandag eftermiddag bekræftede Buckingham Palace, at han igen var blevet udskrevet.
Under indlæggelsen besøgte dronning Camilla ham en håndfuld gange, og hun var naturligvis også ved sin store kærligheds side, da han mandag kunne forlade The London Clinic.
Parret smilede og vinkede, da de forlod privathospitalet for at tage hjem til Clarence House.
Da hun hentede sin mand på hospitalet, var dronning Camilla iklædt en kongeblå midikjole fra Anna Valentine.
Under armen bar hun på en mørkegrøn lædertaske fra DeMellier, og om håndleddet havde hun et guldarmbånd med blå detaljer fra Van Cleef & Arpels.
Ifølge den kongelige modeblog Royal Fashion Police koster armbåndet det, der svarer til 35.000 danske kroner.
Det er langt fra første gang, at dronningen bærer det særlige smykke. Det er nemlig mere sjældent, at hun ikke har det på, og derfor kan man efterhånden kalde det for Camillas signatursmykke.